Garn til My Favourite Things Knitwear: Sweater No. 33, No. 9 og flere

oprettet d.

Sweater No. 33 fra My Favourite Things Knitwear strikket i Isager Soft og silkemohair

My Favourite Things Knitwear står bag nogle af de mest elskede danske strikkeopskrifter. Sweater No. 33, Sweater No. 9, Sweater No. 28 og Cardigan No. 10 går igen i vores butik hver eneste uge :) Og spørgsmålet, vi får oftest, er det samme: hvilket garn skal jeg bruge, og kan jeg bruge noget andet end det i opskriften?

Ja, det kan du, hvis du holder øje med tre ting.

Strikkefastheden afgør størrelsen

En opskrift er regnet ud fra et bestemt antal masker på 10 cm. Giver dit garn samme strikkefasthed på samme pinde, passer størrelsen, uanset hvad garnet hedder. Gør det ikke, bliver sweateren for stor eller for lille, også selvom du har brugt det garn, der står i opskriften. Strik en prøve, og mål den efter vask. Det tager en halv time og sparer dig for at strikke en sweater om.

En eller to tråde?

Mange af MFTK's opskrifter strikkes med to tråde holdt sammen, typisk et uld- eller alpakagarn plus en tynd silkemohair. Det giver det bløde, lidt luftige udtryk, designene er kendt for. Vores garnpakke til Sweater No. 33 er sat sammen sådan: Isager Soft sammen med Silk Mohair fra enten Isager eller Knitting for Olive, i den mængde, der passer til din størrelse.

Du kan også strikke den i én tråd. Så får du en sweater med mindre fnug, lidt mere struktur og en lavere pris. Det er det, vores garnpakke med én tråd er til. Begge dele er rigtige, det er en smagssag. Har du aldrig strikket med mohair, er én tråd det nemme sted at starte.

Vælg et garn med samme løbelængde

Vil du bytte garn, så kig på løbelængden, altså antal meter pr. 50 g, og find et garn, der ligger tæt på. Det er det bedste tegn på, at tykkelsen passer. Derefter afgør prøven resten. På hver garnside hos os står løbelængde, anbefalet pindestørrelse og strikkefasthed, så du kan sammenligne direkte.

Garnpakkerne gør det nemt

Til de mest strikkede MFTK-design har vi lavet garnpakker, hvor garnmængden er regnet ud til hver størrelse, og farverne er sat sammen, så de passer. Du vælger størrelse og farvesæt, og så er garnet på vej. Selve opskriften køber du direkte hos My Favourite Things Knitwear. Vi linker til den fra hver garnpakke, så du har begge dele på fem minutter.

Vil du gå din egen vej?

Vil du hellere strikke i et andet garn fra vores hylder, måske fordi du har en bestemt farve i tankerne eller vil have økologisk, så skriv til os med opskriftens navn og din størrelse. Så finder vi et garn med samme løbelængde og regner mængden ud for dig. Det gør vi gerne :)


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar